Velkommen til min blog om mad og opskrifter
Denne blog er resultatet af flere års overvejelser om at udgive en kogebog.
Uanset hvor meget jeg holder af bøger og af at læse og blive inspireret af fotos i kogebøger, så har en blog mange fordele fremfor en bog. En af de ting, som jeg ser meget frem til er at udveksle erfaringer og få kommentarer fra mine læsere.
Du skal ikke forvente, at jeg blog’er hverken hver dag eller hver uge, men derimod at der kommer et indlæg, når jeg har tid og lyst. Jeg er ingen mesterfotograf, og derfor kan de fotos, som måtte blive lagt på siden i forbindelse med et indlæg, være af svingende kvalitet. Det må du som læser bære over med. For mig er teksten det vigtigste.
De fleste af opskrifterne har jeg selv udviklet, nogle er gamle familie opskrifter, andre har jeg fået af familie og venner og nogle få stammer fra opslag på nettet eller udklip fra blade og aviser. Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at gengive opskrifter, som ikke er mine egne, men jeg har afholdt mig fra at skrive af efter deciderede kogebøger, så ophavsretten burde ikke være krænket.
For at komme til en opskrift eller en artikel kan du enten søge på et ord i søgefeltet eller klikke dig igennem de forskellige kategorier i venstre side.
Du kan kommentere de enkelte indlæg nederst på en side, men for at forhindre spam, er du nødt til at skrive dit navn og din e-mail adresse.
Hvis du har lyst til at følge blog’en, så kan du blive oprettet som bruger og få adgang til at modtage en e-mail, når der er nye indlæg. Det gør du ved at skrive til mig f.eks. i kommentarfeltet til et af indlæggene.
God fornøjelse og lad mig endelig høre fra dig, hvis du har ris, ros eller kommentarer.
Januar 2016
Susanne Wattne Andersen