Disse blommer er syltet med Gammel Dansk og smager fantastisk til ost og især til blåskimmelost.
12 blommer, f. eks. sveske- eller Katrineblommer
3 dl vand
1/2 dl sukker
1 vaniljestang
ca. 1/2 dl Gammel Dansk
evt. lidt atamon
Vask blommerne, halver dem og tag stenen ud.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kog vand op med sukker og vaniljekorn. Læg de halve blommer i og lad dem simre et par minutter ved svag varme til de netop er møre. Tag blommerne op med en hulske og kom dem i et skoldet syltetøjsglas.
Kog lagen lidt ind, tilsæt Gammel Dansk og evt. atamon. Smag til og hæld lagen over blommerne. Luk glasset og stil blommerne koldt mindst en uges tid.
💡 Tip
Gem den tomme vaniljestang i en plastpose i køleskabet. Når du har samlet et par stykker sammen, så kan du lave en dejlig kaffesirup af dem.
Du kan også lægge vaniljestangen i et syltetøjsglas med sukker eller flormelis. På den måde laver du dit eget vaniljesukker.