Denne roulade kan serveres til kaffe eller te og er som sådan en skøn sommerlig kage. Den kan også serveres som dessert og rækker så til 6 – 8 personer.
3 store æg eller 4 små
1 1/2 dl sukker
1/2 dl kartoffelmel
1 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 Tahiti-vaniljestang eller 1 almindelig (kan udelades)
ca. 3 spsk. sukker til bagepapiret
3 – 400 g hjemmelavet hindbærmarmelade (knapt 1 glas), eller ca. 300 g friske hindbær (ikke frosne)
2 1/2 dl piskefløde
Friske hindbær, mynte- eller citronmelisseblade, valnøddekerner eller anden pynt
Hav alt klar inden du går i gang med at blande dejen – det skal gå hurtigt, når først dejen er blandet. En bagepulverdej falder sammen, hvis den står for længe.
Tænd ovnen på 180 grader. Læg et stykke bagepapir på en plade.
Bland mel, kartoffelmel og bagepulver i en mindre skål. Læg en sigte klar.
Skrab vaniljekornene ud og mas dem med lidt af sukkeret på et bræt.
Pisk æg, vanilje og sukker tykt, lyst og skummende.
Sigt melblandingen ned i æggemassen. Bland hurtigt men grundigt. Fordel hurtigt dejen i et jævnt lag på bagepapiret. Dejen skal være ca. 2 cm fra kanten af papiret hele vejen rundt. Bag dejen ca. 5 min.
Læg et stykke bagepapir klar på bordet og drys med sukker over det hele. Skyl et viskestykke i koldt vand og vrid det hårdt op. Det må kun være fugtigt.
Hold øje med dejen. Den skal være let gylden og hævet.
Vend papiret med hele den færdigbagte dej over på det sukkerdryssede bagepapir og træk forsigtigt det brugte bagepapir af dejen. Læg det fugtige, kolde viskestykke løst over dejen for at holde den blød, mens den køler helt af.
Pisk fløden til flødeskum, men ikke alt for stift. Tag ca. 1/4 fra til pynt – kom det i en frostpose med stjernetyl.
Fordel først hindbærmarmeladen over hele dejen og derefter resten af flødeskummet ovenpå. Hvis du bruger friske bær, er det lettest at fordele flødeskummet først og drysse bærrene oven på og evt. et lille drys sukker.
Læg rouladen med den lange side mod dig selv og rul den forsigtigt sammen væk fra dig selv, brug bagepapiret til at trække dejen op over fyldet. Skær evt. enderne af og læg rouladen på et aflangt fad med sammenføjningen nedad.
Sprøjt en bræmme af små flødeskumstoppe på toppen af rouladen i hele dens længde og pynt med f. eks. friske hindbær og mynteblade.
💡 Tip
Hvis du ikke har hjemmelavet hindbærmarmelade eller friske hindbær, så kog 300 g frosne hindbær med 125 g sukker til hindbærrene er tøet og sukkeret smeltet. Bland 1/2 tsk rød Melatin med 1 spsk sukker og drys over marmeladen under omrøring mens marmeladen koger. Kog 1 minut og lad den så køle af. Man kan selvfølgelig også bruge købemarmelade, men den er ofte for sød eller indeholder meget få bær.
Rouladen kan selvfølgelig laves med andre bær, f.eks. jordbær, brombær eller blåbær.