Morgenbitter

I virkeligheden har jeg aldrig brudt mig om Gammel Dansk og andre meget bitre af den slags drikke, og Jæger Meister er et nummer for sød til mig. Det syntes jeg, at der måtte rådes bod på, så jeg har konstrueret min egen variant. Lidt bitter, men ikke for meget og lidt sød, men ikke for meget. Og sødmen kan i øvrigt varieres, hvis man laver den selv.

2016-02-03 09.54.36

1 nip safran
1 tsk tørret citrongræs eller 1 stængel frisk
2 stk hele stjerneanis
3 – 4 cm galangarod, frisk eller tørret
3 – 4 cm gurkemejerod, frisk eller tørret
1 stor lakridsrod eller 2 små
1 kardemommekapsel
1 lille kanelstang
3 hele kryddernelliker
skrællen fra ca. 1/2 økologisk appelsin
2 tsk hele anisfrø
1 tsk hele fennikelfrø
et stykke muskatblomme
evt. 5 friske mynteskud
evt. 5 – 10 friske violblomster

ca. 4 dl neutral snaps, 38 % eller evt. vodka uden smag
1 – 2 spsk sød lage fra syltet appelsinskræl eller ingefær

Hvis du bruger frisk citrongræs, så snit stænglen fint. Frisk galanga- og gurkemejerod bør skrælles. Lakridsroden knuses let med skaftet af en kniv. Kardemommekapslen knuses let. Appelsinskrællen skal være tyndt skrællet og uden den hvide hinde. Skyl mynteskuddene.

Kom alt i et syltetøjsglas og hæld ca. 1 dl af snapsen over. Sæt låg på og lad det trække en uges tid. Si det så gennem et klæde, der først er vredet hårdt op i koldt vand.

Kom ekstrakten i en passende flaske på ca. 1/2 liter og fortynd med yderligere snaps. Smag til med lagen fra syltet appelsinskræl eller evt. syltet ingefær. Hvis du ikke har nogen af delene, så smelt et par spsk sukker i 1 spsk kogende vand og smag til med det.

💡 Tip
Hvis du mangler en eller to af ingredienserne, så kan du sagtens bytte dem ud med noget andet eller udelade dem. Find nogle hele krydderier, som du kan lide og eksperimenter selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.