Gammeldags æblekage

Denne kolde æblekage lægges sammen af æblemos, ristet rasp, flødeskum og ribsgelé og er en klassiker i æblesæsonen. Kagen er en perfekt kombination af syrligt og sødt, blødt og sprødt og lyst og mørkt. Her i huset serverer jeg den som regel som saml-selv kage eller portionsanrettet. Jeg synes nemlig, at det er så ærgerligt at få æblekage i overskud og den så bliver blød i løbet af få timer.

1 kg æbler
1 vaniljestang
en smule vand
evt. lidt sukker

150 gram rasp eller fine havregryn
50 gram sukker
50 gram smør

3 dl piskefløde
ca. 4 – 5 spsk ribsgelé

Skræl æblerne og skær dem i kvarte. Fjern kernehuset og skær bådene i mindre stykker. Kom dem i en gryde med et par spsk vand i bunden. Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med 1 spsk sukker. Kom det i gryden sammen med den tomme vaniljestang. Lad æblerne simre til de er møre, rør af og til. Smag til med sukker, men endelig ikke for meget, mosen må godt være lidt syrlig. Tag vaniljestangen op og køl mosen af.

Smelt smørret på en pande. Rasp eller havregryn blandes med sukker og kommes i smørret, når det er blevet lysebrunt. Rist raspen ved ikke for høj varme til den er smukt brun uden at være branket. Vend i den hele tiden. Tag panden af varmen og vend i raspen en gang imellem mens den køler af.

Ristet rasp
Ristet rasp

Pisk fløden til skum, ikke for stift.

Server det hele i skåle hver for sig eller læg kagen sammen med æblemos og rasp i flere lag, top med flødeskum og klatter af ribsgelé. Server straks.

💡 Tip
Kagen kan også laves med jordbær- eller hindbær eller anden frugtgrød, f.eks. svesker eller abrikoser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.