Vitello tonnato

Traditionelt serveres denne italienske specialitet som forret og består af kogt, koldt kalvekød med tunsaucen hældt over. Her laver jeg den i en varm, hurtig version som hovedret eller eventuelt forret.

2016-01-29 19.04.12

 

600 – 800 gram kalveinderlår, tyksteg eller lignende, købes evt. som sauté-skiver eller wienersnitzler
1 – 2 dåser tun i vand
2 økologiske citroner
3 – 4 spsk kapers
2 – 3 ansjoser eller 1/2 dåse benfri sild
2 – 3 spsk ægte mayonnaise
2 – 3 spsk skyr eller fast yoghurt
2 tsk stærk sennep
kapersbær og lidt grønt, f.eks. frisk dild til pynt

Hvis kødet er et helt stykke, skæres det i tynde skiver, ca. 0,5 cm tykke. Hvis du har sauté-skiver eller wienersnitzler og de er tykkere end ca. 0,5 cm, så skal de flækkes. Det gøres lettest ved at lægge en skive på skærebrættet og placere den ene hånd fladt ovenpå, mens man skærer kødskiven igennem på tværs. Det er ikke så svært som det lyder. Tør kødet og læg til side.

Til saucen presses tunen fri for vand og kommes i en blender sammen med godt afdryppede kapers og ansjoser. Blend til en jævn masse og tilsæt evt. lidt citronsaft undervejs. Du kan sagtens bruge en stavblender. Kom mayonnaise og skyr i lidt ad gangen, smag til med sennep, citron og evt. flere kapers. Stil saucen på køl, til den skal bruges.

2016-01-29 18.50.42

Hav et varmt fad, eventuelt tilbehør og pynten klar, inden du begynder på kødet.

Drys kødskiverne med en smule salt og friskkværnet peber. Varm en pande op med en lidt olivenolie på. Læg kun 3 – 4 skiver kød på den varme pande ad gangen og giv dem maks. 1 minut på hver side. Tag dem af og læg på det varme fad. Vær sikker på, at panden er varm nok, inden du fortsætter med flere kødskiver, ellers vil de koge i stedet for at stege.

Når alle kødskiver er færdige, så fordel en lille smule af tunsaucen i en stribe over kødskiverne, pynt med kapersbær og lidt grønt og server med det samme med resten af saucen i en skål ved siden af.

Til denne ret som hovedret passer ovnstegte kartofler eller pasta samt en frisk salat, som f.eks. fennikelsalat eller bønnesalat.

💡 Tip
Rester af kød og tunsauce smager fremragende som pålæg dagen efter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.