Fiskefrikadeller er lette at lave selv og så får du en fars med et stort indhold af fisk.
500 gram filet af fast hvid fisk f.eks. torsk, sej eller kuller
1 tsk fint salt
1 æg
1/2 dl fløde
1 dl mælk
2 – 3 spsk mel
evt. lidt fint revet løg
Gå fisken efter for ben og skær den i grove stykker. Hvis du bruger frossen fisk skal den tørres godt af for vand. Kør fisken til en grov masse i en foodprocessor eller hak den fint med en kniv.
Rør fiskekødet grundigt med saltet. Dette er vigtigt for at farsen kommer til at hænge sammen til sidst. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det godt sammen. Lad farsen hvile lidt på køl.
Steg fiskefrikadellerne i smør ved middel varme. Lad dem få lidt stegeskorpe inden du vender dem.
Server med f.eks. ovnstegte kartofler, citron og grønsagsremoulade.
💡 Tip
Som variation kan du erstatte noget af den hvide fisk med laks eller ørred eller lave en fars udelukkende af laksekød til f.eks. farsering af rødspættefileter.
Tilsæt fiskefarsen forskellige krydderurter, forårsløg, groft hakkede rejer eller andre skaldyr.