Sild i krydret whiskylage

Denne opskrift kan varieres efter hvilken slags spiritus, du har lyst til at bruge. Andre egnede kunne være sherry, portvin, madeira, cognac eller snaps/brændevin.

Sild i whiskylage
Sild i whiskylage

Lage
3 dl hvidvinseddike
200 gram sukker
2 laurbærblade
10 peberkorn
2 stk hele stjerneanis
5 hele nelliker
10 hele allehånde
ca. 3/4 dl whisky

6 store krydrede spegesildefileter

Få eventuelt fiskehandleren til at filetere spegesildene eller prøv selv. Det kan du finde anvisninger til på flere hjemmesider. De krydrede spegesildefileter skal kun udvandes i ca. 2 timer, ellers forsvinder al den gode, krydrede smag ud i vandet. Smag på en lille bid af en sild inden du går videre, den må selvfølgelig ikke være alt for salt. Hvis den er det, så skift vandet og lad sildene udvande køligt endnu en times tid.

Kom alt til lagen i en gryde undtagen whiskyen. Kog det op og lad det køle helt af. Smag til med whiskyen og evt. mere sukker.

Tør de udvandede krydder spegesildefileter af for vand og skær dem i passende bidder, der lægges i en skål eller egnet plastboks. Hæld den kolde lage over og lad det trække en uges tid inden servering.

Server på godt rugbrød.

💡 Tip
Hvis du bruger sherry, portvin eller madeira i stedet for whisky, skal du formentlig bruge mere end 3/4 dl for at få smagen tilstrækkeligt frem.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.