Sildesalat

Den oprindelige opskrift på denne sildesalat stammer fra min oldemor. Dengang og frem til min barndom blev den dog lavet med kold, opbagt sovs i stedet for salatdressing. Der var også kogte kartofler og terninger af flæskesteg i salaten. Det kan man selvfølgelig prøve, hvis man har lyst. Denne version er mere nutidig med en lettere dressing og en frisk smag fra de syltede grønsager og æbler. Den er populær på frokostbordet især i julen men også til påske og andre festlige lejligheder.

Lige store mængder af følgende:
marinerede sildefileter, helst gammeldags modnet
syltet rødbede
syltede asier
syltede agurker
æble

Til ca. 1/2 liter færdigt snittede ingredienser:
50 gram ægte mayonnaise
50 gram skyr eller fast yoghurt
en anelse salt
friskkværnet peber
lidt rødbedeeddike

Til pynt:
2 hårdkogte æg
Frisk dild eller karse

De marinerede sildefileter skæres i små bidder. Vi plejer at lave dem ca. 0,5 cm på hver led, måske en anelse større. Læg bidderne i en bunke på skærebrættet og skær derefter en tilsvarende bunke af hver af de syltede grønsager og af æble.

I en større skål eller plastikbøtte lægger du et tykt lag køkkenrulle og oven på det en ren klud eller gammelt viskestykke. Kom alt det skårne op i skålen, dæk til med film eller låg og sæt det på køl, gerne til næste dag. På denne måde får det dryppet af for lage. Kig til det af og til og skift evt. køkkenrullen, hvis den er meget våd. Det kan sagtens laves flere dage inden du skal bruge det, da der jo er tale om syltede ting.

Rør dressingen sammen og farv den med lidt rødbedeeddike. Pas på ikke at komme for meget i, så dressingen bliver tynd.

Bland dressingen sammen med alt det skårne og kom det i en serveringsskål. Pynt med hårdkogte æg skåret i kvarte og lidt frisk dild.

Her i huset er der tradition for til julefrokost at servere sildesalaten i en smuk krystalskål på fod, som jeg husker, at min mormor altid brugte til sildesalat i min barndom.

💡 Tip
Hvis du har mulighed for at vente med at blande dressingen i til kort tid før serveringen, så er risikoen for en tynd dressing mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.