Fyldt kalkunbryst med cremet tomatsovs

Dejlig nem ret, der også egner sig til gæstemad, fordi den næsten passer sig selv i ovnen og smager fantastisk. Retten passer som hovedret til 4 – 6 personer.

1 helt kalkunbryst
3 spsk sort oliven-tapenade eller hakkede sorte oliven
2 – 3 fed knust hvidløg
2 tykke skiver bacon uden svær
50 g soltørrede (gerne semi-dried) tomater i olie
en lille håndfuld frisk basilikum eller 1 spsk. tørret basilikum
2 – 3 spsk rød balsamico eddike
2 dåser flåede, hakkede tomater
1 – 2 spsk hønsebouillon (pulver eller pasta)
salt og peber
1 1/2 dl piskefløde

Skær bacon i mindre strimler på tværs af skiverne og rist dem let på en tør pande, de skal ikke blive sprøde.

Lad de soltørrede tomater dryppe af på køkkenrulle og skær dem i strimler.

Kig kalkunbrystet efter for sener. Skær 3 – 4 lommer på langs af kalkunbrystet, ca. 5 cm dybe. Skær ikke helt ud til enderne.

Smør oliven-tapenade og knust hvidløg i lommerne med bagsiden af en teske.

Fordel herefter de soltørrede tomatstrimler, baconstrimler og basilikumblade revet i mindre stykker i lommerne.

Læg kalkunbrystet i et ildfast fad. Drys godt med fint salt og friskkværnet peber. Brun kalkunbrystet ved 225 grader i 15 minutter.

Kom imens balsamico eddiken i en gryde og kog den ind til det halve. Tilsæt et par spsk vand, de flåede tomater, bouillonpulver og krydderier. Kog op og hæld den varme sauce over kalkunbrystet. Skru ovnen ned til 180 grader og steg videre i ca. 40 min.

Tag kalkunbrystet op og hold det varmt. Kom saucen over i gryden og blend med en stavblender. Tilsæt fløden og kog igennem. Smag til.

Ved serveringen skæres kalkunbrystet i ikke for tykke skiver på tværs af snittene med fyld. Server retten med ovnbagte kartofler, fuldkornsris eller -pasta og en frisk salat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.