Fyldte portobello svampe

Til denne ret skal du bruge portobello svampe eller gigant champignon, som de også kaldes. Køb fortrinsvis de danske svampe, da udenlandske svampe ofte er behandlet med midler, der gør at de kan holde sig længere. Her er til 8 personer som forret. Retten er også velegnet på en buffet, som natmad eller snack.

8 store portobello svampe
ca. 200 gram røget mørbrad
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 citron
en håndfuld frisk persille
Salt
peber

1 flute

Svampene kigges efter for jord, som evt. fjernes med en børste eller papir. De bør ikke skylles. Skær forsigtigt stokken af ved bunden af svampen og hak stokkene groft med en kniv.

Kom lidt olivenolie på en pande og steg svampe-hovederne ved middel varme i ca. 3 minutter på hver side. Læg dem i et ildfast fad med åbningen opad. Dryp saften af en citron over og drys en smule fint salt på hver svamp.

Hak skalotteløg fint og knus hvidløg. Kom lidt mere olivenolie på panden og steg løg og hvidløg et øjeblik ved svag varme. Tilsæt de hakkede stokke og fortsæt med at stege blidt ca. 5 minutter men uden at det bliver brunt.

Skyl og hak persillen med en kniv. Skær den røgede mørbrad i små tern, ca. 0,5 cm på hver led. Bland med de stegte løg og stokke og persillen og smag til med salt og peber.

Fordel blandingen i svampene. Skær parmesanosten i papirtynde skiver med en kartoffelskræller eller riv den groft. Fordel osten over svampene. Dæk fadet og lad det stå ved stuetemperatur til det skal varmes.

Tænd ovnen på 200 grader.

Portobello-svampene klar til at komme i ovnen
Portobello-svampene klar til at komme i ovnen

15 minutter før servering sættes svampene i ovnen sammen med flutes. Tag svampene ud og pynt med lidt friske krydderurter. Server straks de varme svampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.