Hindbærmousse

Denne hindbærmousse kan nydes som den er, men den egner sig også særdeles fint til at fylde i portionsglas, nøddekurve eller disse mandel/pistacie-skåle. Den kan også bruges som fyld i kager hvis den tilsættes lidt ekstra gelatine. Denne portion rækker til ca. 8 portionsglas eller mandel/pistacie-skåle.

5 blade husblas
600 gram hindbær, frosne
1 økologisk citron
80 gram rørsukker
1 tsk vaniljepasta eller korn fra 1 vaniljestang
6 dl piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.

Tø hindbærrene op i en gryde ved middel varme. Hold øje med at de ikke brænder på. Når de er tøet op, passeres de gennem en sigte, så kernerne sies fra.

Skyl gryden og kom hindbærpureen tilbage. Tilsæt sukker og vanilje og varm det hele lidt op.

Riv citronskallen fint og pres saften af. Vrid husblassen fri for vand og kom den i hindbærpureen, rør til husblassen er opløst. Tilsæt citronsaft og -skal. Køl det af.

Pisk fløden næsten stiv. Når pureen er afkølet og begynder at vise tegn på at stivne, så røres først lidt af fløden i den afkølede pure og fordeles grundigt. Vend derefter forsigtigt resten i. Sørg for at fløden er jævnt fordelt uden at røre så kraftigt, at luften piskes ud af flødeskummet.

Kom moussen i en serveringsskål, i portionsglas eller i en plastikbøtte, hvis den senere skal fyldes i nøddekurve eller lignende.

💡 Tip!
Moussen kan også anvendes som fyld i en kage, men skal så tilsættes 1 1/2 eller 2 blade husblas mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.