Blinis med stenbiderrogn

Stenbiderrogn er i sæson fra februar til april men kan fint fryses nogle måneder. Tø den langsomt op i køleskabet, så har du til en lækker forret. Server den for eksempel til disse lækre blinis. Der bliver 15 – 18 stykker af denne portion og der skal beregnes ca. 3 pr. person til forret.

Blinis
50 gram hvedemel
15 gram boghvedemel*
1/2 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
1 dl fløde
1 æg

smør til stegning
1 1/2 dl creme fraiche 38 %**
1 lille rødløg
lidt grønt til pynt f.eks. dild eller blød timian
100 gram renset stenbiderrogn

*Hvis du ikke har boghvedemel, kan du erstatte det med hvedemel.
** Creme fraiche kan du lave selv, følg linket til opskrift. Er du i tidnød, så kan du syrne piskefløde med 1 – 2 spsk citronsaft i løbet af ca. 1 time.

Bland mel, boghvedemel, bagepulver og salt i en skål.

Del ægget i blomme og hvide. Kom blommen i skålen med melet og pisk hviden stiv i en anden skål.

Kom fløden i melet og pisk det sammen. Vend den stiftpiskede æggehvide i dejen.

Bag 3 – 4 små blinis ad gangen i smør på en varm pande. Hold dem varme mens du bager resten. Hvis du laver dejen i god tid, skal den på køl indtil du skal bage blinis ellers mister bagepulveret sin evne til at hæve.

Anret blinis med creme fraiche, stenbiderrogn og fint skåret rødløg. Pynt med lidt grønt.

💡 Tip!
Blinis kan bruges med andet fyld f.eks. avocado, rejer, tun osv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.