Grov tærte med laks og spinat

Denne tærtedej er lavet helt på fuldkornsmel og med skyr i stedet for en del af fedtstoffet. Fyldet er sundt og magert, og hvis du serverer tærten med en frisk salat til, så er basis for en sund middag lagt.

2016-02-02 19.00.14

30 gram smør
60 gram skyr eller fast yoghurt
150 gram fuldkorns hvedemel
1/2 tsk salt
1 – 2 spsk vand

300 gram fersk laks
300 gram helbladet spinat, frisk eller frossent
1/2 tsk salt
1 tsk friskrevet muskatnød
3 æg
2 dl mælk
1/2 tsk salt
lidt friskkværnet peber
50 gram ost, f.eks. emmentaler, maasdamer eller cheddar (kan udelades)

Tænd ovnen på 200 grader.

Kom smørret i en skål og blødgør det et øjeblik i mikroovn eller oven på et varmeapparat eller lignende. Kom resten af ingredienserne til dejen (hold 1 spsk af vandet tilbage) i skålen og tryk dejen hurtigt sammen med en gaffel eller en mørdejsælter. Når dejen er ved at samle sig, så brug fingrene. Tilsæt evt. resten af vandet. Dejen skal ikke æltes som sådan, blot samles.

Smør et tærtefad på ca. 22 – 24 cm i diameter. Læg dejen i fadet og tryk den ud i et jævnt lag med fingrene. Du kan selvfølgelig også rulle den ud, hvis du hellere vil det. Dejen skal gå helt op over kanten, så glider den ikke så let ned under bagningen. Prik dejen med en gaffel. Læg et stykke bagepapir over dejen og fyld ris, tørrede bønner eller lignende i formen. Tryk dem lidt så de kommer helt ud i kanterne. Forbag tærten 15 minutter.

2016-02-02 18.06.51

Kom imens spinaten i en gryde og damp den ved svag varme til den er faldet sammen og fri for væde eller tøet op og dampet tør, hvis den har været frossen. Tilsæt salt og revet muskatnød.

Kig laksen efter for ben og fjern eventuelt skind. Skær den i mindre tern.

Skær osten i tynde skiver og bræk dem lidt i stykker eller riv den groft.

Pisk, æg, mælk, salt og peber sammen.

Løft bagepapiret med risene af den forbagte tærte og lad risene køle af. Du kan gemme de afkølede ris og genbruge dem til det samme mange gange.

Fordel laks og spinat på den varme tærtebund, hæld æggemassen over og fordel til sidst osten.

2016-02-02 18.26.58

Bag tærten færdig ca. 30 minutter til æggemassen er stivnet. Pas på kanten ikke bliver for mørk, skru eventuelt lidt ned for temperaturen eller læg et stykke stanniol over tærten.

2016-02-02 19.01.45

Server tærten med en frisk salat, her er det en rosenkålssalat med vindruer, men det kunne også være fennikelsalat, tomatsalat eller hvad du har lyst til.

💡 Tip
Du kan lave tærten med anden fisk som f.eks. torsk eller sej. Du kan også skifte spinaten ud med andre grønsager, broccoli, løg, peberfrugter, tomater eller hvad du kan lide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.